Hvis man skulle tro at dart kun var for ældre mennesker med en fadøl i hånden og cigaret i munden, så kan man godt tro om. Flere og flere unge flokkes til lokale klubber. I Kolding Kommune har de også oplevet en stigning i antallet af medlemmer – især blandt unge.
Af Jacob Hjørringgaard

Duften af lune hænger i luften, der er grin fra hjørnet, og en pil rammer bullseye med et tilfredsstillende klonk. I Kolding Dart Club mærker man med det samme den varme atmosfære i det sekund man træder ind. Der er ikke højere til loftet end at chit chat, utidige jokes og kammeratlig hånende adfærd overfor hinanden, er et ideal der præger stemningen og sætter dagsordenen hver mandag og torsdag aften nede i klubben. Her er der typisk fyldt med mennesker – både unge og gamle, der har fundet et fællesskab i en sport, hvor præcision og hygge går hånd i hånd. Dart er nemlig blevet cool igen, og Kolding Kommune er et af de steder, hvor pilene flyver hurtigere og hurtigere, som årene går.
Fra værtshus til klub
Maria Fischer og Frederikke Hjorth, henholdsvis 24 og 25 år gamle, er to af medlemmerne, hvor de til dagligt spiller i Kolding Dart Club. De startede i klubben i 2022 efter at have spillet værtshusdart i en årrække i Kolding. For Maria Fischer har det været kærligheden til sporten, der har båret hende frem, fortæller hun:
”Jeg har hele tiden godt kunnet lide at spille dart på værtshus, men for at tage det mere seriøst blev jeg hevet med herud i klubben, og så er det egentlig bare blevet mere seriøst. Det kan jeg bedre lide end det her værtshusdart efterhånden”
Teenagesensation præger dartsportenen, også i Kolding
Men hvorfor ser unge mennesker i Kolding Kommune et lys i dart? Det mener Christian Volkertsen, som er formand for Kolding Dart Club, at have svaret på. Og ifølge ham skal svaret findes i en specifik person: Luke Littler, der i 2025 vandt VM.
“Da en 16 årig knejt lige pludselig er med til VM, der fik vi set en stor forandring, og vi fik hurtigt mange henvendelser. Jeg er slet ikke tvivl om at det er fordi, at der står en på 16-17 år på tv og tjener millioner for at spille i en halv måned, at dart er blevet mere udbredt, især for unge”.
Luke Littler er ikke blot med til at tiltrække flere unge spillere. Ifølge Christian Volkertsen er teenagerens indtog i dartsportenen også med til at sætte fokus på dartens mangfoldighed:
“Det viser, at der er plads til alle i dart, unge som gamle. Vi har sågar en kørestolsbane her i klubben, så dem har vi også plads til her”, fastslår han.
Faktaboks:
- Medlemstallet hos Dansk Dart Union var i 2024 oppe på 4.434 medlemmer. Der har aldrig været flere medlemmer, end der er nu
- Medlemstallet hos Dansk Dart Union blandt unge op til 25 år var i 2024 oppe på 1.990 medlemmer. Det er ikke set højere siden 2017
- I Kolding Kommune var der i 2024 22 medlemmer i Dansk Dart Union blandt unge op til 25 år. Det er over en fordobling fra 2023, hvor tallet lå på 10 medlemmer
Kilde: Dansk Dart Union
“Man kan lære fra sig og tage imod”
Selvom flere unge i dag kaster sig over dart i Kolding Kommune, er det stadig en sport, hvor generationer mødes på tværs af alder. I Kolding Dart Club spænder aldersforskellen bredt. Det ser Frederikke Hjorth ikke et problem i:
”Det er superfint. Jeg har altid arbejdet med ældre mennesker, så for mig er det ikke noget problem, og jeg har det fint med at snakke med andre mennesker, uanset alder. Man kan lære fra sig, og man kan tage imod noget. Jeg synes det er rart at være i en klub, hvor der er et stort spænd”
Og hvis det står til Frederikke, så ser hun gerne endnu flere unge mennesker følge trop i håbet om at få udbredt darten endnu mere:
“Uanset hvad begrænsningen skulle være for ikke at have søgt ind i en dartklub, om det er fordi du ikke tør, familien ikke spiller dart, eller vennerne synes det er kikset, så prøv at være søgende på det, og se om du kan kontakte en klub i nærheden. Vi er en masse, der står klar til at tage fat i de unge mennesker og hjælpe dem igang”