Kolding er kåret som Danmarks femte bedste studieby. Her kan du både tage til Drag Bingo og Slotskamp i høvdingebold, men det kan være svært for de studerende at have mod på det hele

Af Ida Friis Holgersen
Fællesspisning, dragshow, bingo, slotskamp, fælles åbent hus og en fælles studiestartsfest er bare noget af det, de studerende i Kolding kan tage med til, men det har Trine på 27, der læser på UC SYD, svært ved. Hun kan godt føle sig usikker på, om man kan tage afsted alene, og hendes veninder fra studiet bor udenfor Kolding, så de er svære at hive med. “Der er en bred enighed om, at man rigtig gerne vil noget, men det er svært, hvis man ikke har en at tage under armen.”
Hør Trine på 27 fortælle om de begrænsninger, hun mærker i byens studieliv i videoen her:
Trine sætter ord på usikkerhederne ved at tage til arrangementer alene.
Kolding er i 2025 kåret som den femte bedste studieby i Danmark af Studentum. Året før var byen ikke engang i top ti, og afdelingslederen af Campus Kolding, Mikael Sorknæs, har svært ved at pege på, hvad der har ændret sig. “Vi har ikke gjort noget anderledes. Vi har bare gjort mere af det samme.” Undersøgelsen bedømmer byerne på 10 kriterier, heriblandt socialt miljø, som er Campus Koldings fokus.
Trods den flotte placering på listen føler Chloe på 31 år sig nogle gange isoleret i sit studieliv. “Jeg har allerede så meget på tallerkenen på pædagogstudiet, så jeg har ikke tid til også at organisere det sociale ved siden af,” siger hun. Chloe bor ikke selv i Kolding og peger på, at det kan være grunden til, at det er svært at tage initiativ til at mødes udenfor undervisningen.
Hør afdelingsleder på Campus Kolding, Mikael Sorknæs, fortælle om de studerende, der pendler til deres uddannelse i Kolding i videoen herunder:
Fokus er på de studerende, der allerede bor i byen, forklarer Mikael Sorknæs.
Mikael Sorknæs og Campus Kolding har en ambition om at skabe et stærkere fællesskab blandt de fire uddannelser SDU, IBA, UC SYD og Designskolen, der ligger side om side syd for Slotssøen i Kolding. For at styrke samarbejdet arbejder Mikael med en vision, han kalder ‘Fri Campus Kolding’, der skal bringe de studerende og de fire uddannelser tættere på hinanden. “Hvis en studerende falder fra én uddannelse, vil vi hjælpe dem hen til en anden, vi drømmer om at indføre fælles valgfag, tværfaglig adgang til alle værksteder og lokaler og en sammenlagt kantine. Målet er at skabe et fælles tredje.”